I den engelske verden er Bowls et meget udbredt spil. Bowls blev 
tidligere afviklet som underholdning for adelen på slottenes og 
herregårdenes tæt klippede græsplæner. Nu spilles det af unge og 
ældre i enhver engelsk by, også i lande med historisk tilknytning til 
England.

Året var 1993 da en gruppe af aktive seniorer første gang blev 
præsenteret for 'Bowls' i Hillerød. 
Initiativtageren var Mike Pestell, der med sit firma Anglo-bowls håbede 
på en stor dansk tilslutning og selv havde investeret i det kostbare udstyr.
Der blev indgået en aftale om leje af udstyr hos Anglobowls og baneleje 
i Hillerød Tenniscenter, hvorefter sporten over de næste år langsomt 
voksede, indtil man i 1996 enedes om at etablere Hillerød Bowlsklub.

Hillerød Bowlsklub stiftedes på generalforsamlingen den 7. oktober 1996 
og har siden tydeliggjort sig i lokal området, så der hver onsdag kan 
spilles på ti måtter i Hillerød Tenniscenter.

Spillet, der afvikles i formiddagstimerne, er især henvendt til seniorer 
med mulighed for at spille i dagtimerne og således kan mødes med andre 
i et aktivt fællesskab om såvel spillet som det sociale samvær.